8 hurtige sundhedsspørgsmål til Niko Grünfeld fra Alternativet

Frem mod det kommende folketingsvalg den 18. Juni 2015 vil BetterWing stille samtlige partiers sundhedsordfører 8 hurtige spørgsmål omkring nogle af de problemstillinger, som vi har haft sat fokus på på BetterWing. Dette gør vi for at skabe et overblik over hvor de står ift. forskellige sundhedsmæssige problemstillinger.

Vi vil gerne gøre ekstra opmærksom på, at vi har skrevet til samtlige sundhedsordførere fra alle partier og bringer løbende svarerne fra dem, der svarer tilbage. Hvis nogle partier vælger ikke at svare, kan vi af gode grunde ikke bringe interviewet med dem, så de interviews vi bringer, udtrykker ikke nødvendigvis BetterWings politiske holdninger.
Alle partier har fået muligheden for at svare på de samme spørgsmål.

Dette interview er med Alternativets sundhedsordfører Niko Grünfeld.

Niko Grünfeld fra Alternativet

Niko Grünfeld fra Alternativet

1) Hvad er Alternativets vigtigste mærkesager indenfor sundhed?

Mentalt helbred og forebyggelse af stress
Stress er et stigende folkesundhedsproblem i Danmark og kan defineres som en tilstand karakteriseret ved ulyst, anspændthed, tristhed, ondt i kroppen m.m. Tilstanden er ikke en sygdom i sig selv, men en reaktion på en særlig belastning (ensomhed, meningsløshed, traume, travlhed m.m.), som kan være svær at håndtere.

Udover den negative påvirkning på velbefindende og livskvalitet, øger stress også risikoen for hjertekarsygdom og depression. Herudover har stress stor betydning for brugen af sundhedsvæsenets ydelser og spiller en betydelig rolle i forhold til førtidspension, efterløn, sygefravær, produktivitet m.m.

Alternativ medicin og komplementær behandling
Vores sundhedsvæsen er funderet i den vestlige kulturs evidensbaserede praksis, som har fejret store succeser, resulteret i udryddelsen af talrige sygdomme og fostret stærke behandlingsformer og forbløffende kirurgiske indgreb. Alternativet mener dog, at denne praksis bør komplementeres af erfaringer og behandlingsformer, der findes indenfor andre sundhedsparadigmer.

2) Skal der være brugerbetaling for at komme til lægen?

NEJ, Uligheden i sundhed er stigende. De rigeste lever betydeligt længere end de fattigste, og personer med korte uddannelser er oftere syge end personer med lange videregående uddannelser. Denne tendens vil Alternativet gøre op med, så vi får mere lighed i sundhed.

3) Hvad vil I gøre ved overbelægningen på sygehusene?

Prioritering af behandlingsindsats
I Alternativet er vi bekymrede for sygeliggørelsen og overbehandlingen af danskerne. Medicinalindustrien udvikler hele tiden nye behandlingstilbud, nye medicinpræparater og grænserne for sygdom og risikofaktorer sænkes løbende. Alt sammen med den konsekvens at flere og flere danskere betragtes og behandles som syge på trods af, at vi spiser sundere, dyrkere mere motion og generelt gør mere end tidligere for at leve et sundt liv. Der er altså en ubalance i forholdet mellem sundhed og sygdom i befolkningen.

Denne ubalance understøttes blandt andet af medicinalindustrien, som har en interesse i at skabe et afsætningsmarked for flere og flere produkter samt patientorganisationerne, der søger medlemmer og bevillinger og som efterhånden har vokset sig så store, at de er i stand til at lægge et uhensigtsmæssigt pres på politikere og beslutningstagere.

Prioriteringsinstitut
Alternativet ønsker at oprette et prioriteringsinstitut, hvor grænserne for behandlingsindsats fastlægges. Prioriteringsinstituttet skal bestå af uvildige fagpersoner fra sundhedsvæsenet og forskningsverdenen, samt borgere, der skal sikre prioriteringsinstituttets anbefalinger en demokratisk forankring.

Det er afgørende at både borgere, forskere og fagfolk inddrages i prioriteringsinstituttets arbejde, da prioriteringsopgaven både kræver fagspecifik viden, forståelse samt demokratisk medfølelse og retfærdighedssans.

Prioriteringsinstituttets overordnede formål er at udstikke rammerne for, hvordan vi beslutter hvilke behandlinger det offentlige sundhedssystem skal tilbyde. Ud fra nøje granskning af behandlingsindsatsers effekt, værdi og omkostning, skal der udfærdiges anbefalinger for prioritering af behandlingsindsats og retningslinjer for behandlingstiltag i Danmark.

4) Hvad er Alternativets holdning til medicinsk cannabis til syge borgere?

Frigivelse af Cannabis til medicinske formål
Nyere forskning har vist, at cannabis i medicinsk øjemed kan lindre og smertedække mange forskellige lidelser og sygdomme. Erfaringerne viser, at medicinsk cannabis hjælper patienter, der er diagnosticeret med forskellige former for fysiske og psykiske sygdomme, som eksempelvis sclerose, cancer, fibromyalgi, depression, PTSD, til bedre livskvalitet, uden de bivirkninger, der ofte opstår ved brug af konventionel medicin. Derfor ønsker Alternativet at legalisere brug af medicinsk cannabis. Borgere skal have mulighed for at få ordineret medicinsk cannabis hos den praktiserende læge. Det overordnede formål med forslaget er at afkriminalisere brug af cannabis i medicinsk behandling.

5) Hvad er Alternativets holdning til HPV vaccinen?

Vi er kritiske og ønsker mere support til de piger der lider og mere forskning på området.

6) Hvad er Alternativets holdning til de mange danskere som må søge til udlandet og selv betale for diagnose og behandling som f.eks. mange borrelia ramte?

Det er uholdbart. Vi skal generelt bliver bedre til at rumme et mere holistisk sundhedsvæsen

7) Hvad er Alternativets holdning til diagnosen Funktionel lidelse?

Vi er stærkt kritiske over for overbehandling, sygeliggørelse samt overmedicinering af befolkningen. Derfor er vi også kritiske overfor diagnosen funktionelle lidelser. Vi anerkender den holistiske tilgang til sundhed, og vi skal blive bedre til at udrede borgernes sygdomme.
Vi vil gerne have mere fokus på de selvhelbredende kræfter og fokus på sammenhængene mellem krop, psyke og sind.

8) Hvad vil I gøre for at forbedre det danske sundhedssystem?

Sæt sundhedspersonalet fri
Tidligere var fysisk nedslidning hovedårsagen til sygemeldinger i sundhedsvæsenet. I dag er en af hovedårsagerne stress, som især forårsages af løbende ændringer og omstruktureringer samt underbemanding. Konstante forandringer af procedurer og arbejdsgange og et overmål af bureaukrati, dokumentation og kontrol stjæler tid fra den sundhedsfaglige kerneopgave og truer arbejdsglæden og den faglige stolthed hos sundhedspersonalet.

Konkurrencestaten skal ud af sundhedsvæsenet og incitamentsstrukturen – særligt på sygehusene – skal ændres fra et ensidigt produktionsorienteret fokus, hvor økonomisk målbar vækst og effektivisering overskygger patienttilfredsheden.

Alternativet vil arbejde for at sætte personalet i sundhedsvæsenet fri og få den enkelte patient tilbage i fokus. Sundhedspersonalet skal have mere frihed og selvbestemmelse til at udføre kerneopgaver frem for at være underlagt uoverskuelige krav om dokumentation og kontrol.

1000 tak til Niko Grünfeld fra Alternativet for dette interview. Du kan læse mere om Niko og Alternativet på hans facebook side her – Niko H. Grünfeld

OBS! Se her hvad andre patiers sundhedsordfører har svaret til samme spørgsmål

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Özlem Cekic fra Socialistisk Folkeparti

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Jane Heitmann fra Venstre

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Stine Brix fra Enhedslisten

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Daniel Rugholm fra Det Konservative Folkeparti

8 hurtige sundhedsspørgsmål til Socialdemokraterne

Vi er rigtigt glade for, at du læser med på vores blog. Hvis du løbende vil informeres, om hvad der sker på bloggen så meld dig til her.

Dette interview er lavet af Kasper Valentin.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *