Funktionelle lidelser – en farlig modediagnose?

Funktionelle lidelser er en psykiatrisk forskningsdiagnose, der ikke er godkendt af WHO, som vi ellers har brugt som diagnosesystem siden 1994 (ICD-10). Ifølge flere fagkyndige er evidensen for funktionelle lidelser begrænset.
Alligevel bliver funktionelle lidelser brugt som en gyldig diagnose i vores sundhedssystem. Mange patienter ønsker ikke at få diagnosen, da det medfører, at de får deres anerkendte fysiske WHO diagnose konverteret til en psykisk lidelse. Det kunne f.eks. være fibromyalgi, irritabel tyktarm, ME/CFS, kroniske smerter, piskesmæld mfl., som patienterne får konverteret til en funktionel lidelse. Men hvad er problemerne med funktionelle lidelser, hvorfor bruger man en diagnose, der ikke er godkendt og hvorfor tillader politikere og læger det?

Vi har interviewet praktiserende læge Stig Gerdes for at blive klogere på problematikkerne omkring funktionelle lidelser.

Læge Stig Gerdes

Praktiserende læge Stig Gerdes er en af de få læger, der tør stille sig frem og tage kampen op mod funktionelle lidelser.

Hvordan behandles funktionelle lidelser?
Funktionelle lidelser behandles i psykiatrisk regi med mindfulness, kognitiv terapi, gradueret træning og evt. psykofarmaka.

Hvem er det typisk, der vil få en funktionel lidelse diagnose?
De patienter, som typisk får en ’funktionel’ diagnose, er patienter, som er svære for lægen at udrede. Det er ofte patienter, som har smerter, som lægen ikke kan diagnosticere, men det kan også være patienter med stofskiftesygdomme, mangelsygdomme, borreliose-infektioner, overfølsomhedssygdomme og udmattelses-sygdomme, som lægen ikke undersøger for og derfor ikke finder, eller som lægen vil spare sundhedssystemet for at udrede ved hjælp af undersøgelser på sygehusene.

Hvorfor mener du, at funktionelle lidelser er et problem?
Funktionelle lidelser er et problem, fordi mange patienter ikke bliver udredt rigtigt, så deres fysiske sygdomme ikke findes og derfor ikke behandles. Mange af de fysiske sygdomme, som fejlagtigt diagnosticeres som funktionelle lidelser, kan behandles med den rette behandling. En borger kan risikere at blive uarbejdsdygtig f.eks. på grund af en mangelsygdom, men får borgeren tilført det manglende stof, så kan borgeren igen få et normalt liv med arbejde og skattebetaling, og det siger jo sig selv, at det er det bedste for alle parter, for borgeren og samfundet. I meget ulykkelige tilfælde kan en begyndende kræftsyg borger risikere at få en fejlagtig funktionel diagnose, som hvis den ikke korrigeres i tide, kan medføre borgerens alt for tidlige død.

Forskningsklinikken skriver på deres hjemmeside, at evidensen for funktionelle lidelser er solid, er du enig i det?
Nej, for jeg har endnu ikke mødt en borger, som er blevet rask af den gængse behandling for funktionelle lidelser. De siger godt nok på Forskningsklinikken, at de kan bedre situationen for folk, men dem, som jeg har mødt, de siger, at de oplevede en bedring, mens mindfulness-kurset stod på, og det var rart at møde ligestillede, men efterfølgende blev helbredet præcis som før ’behandlingen’.

Læser man Forskningsklinikkens undersøgelser, så bygge de på et meget spinkelt grundlag og på meget få test-personer, og deres konklusioner er altid fuld af forbehold, som f.eks.: Forskningsklinikkens ’behandlinger’ kan have potentiale til at forbedre livskvaliteten for en del patienter… og det er bare ikke god nok evidens.

Forskningsklinikkens forsøg med kognitiv terapi og gradueret træning bygger på et forsøg fra England, som hedder Det Store PACE-forsøg, (Pacing, Activity, and Cognitive behavioural therapy, a randomised Evaluation), men det forsøg er for nyligt blevet afsløret i omfattende svindel med prøveresultaterne. Man ændrede målemetoderne under forsøget, så forsøgspersonerne fremtrådte mere raske end før forsøget, også selvom nogen af forsøgspersonerne faktisk havde fået det værre af den graduerede træning. Og dette forsøg, hvor der altså var svindlet med resultaterne, er psykiaternes vigtigste ’bevis’ på, at kognitiv terapi og fysisk træning skulle kunne hjælpe patienter med funktionelle lidelser…

Forskningsklinikken skriver også, at de kan helbrede mange af de patienter, de får ind på klinikken, hvad tænker du om det?
Jeg ved, at det ikke passer, for jeg har, som sagt, ikke set en eneste, som de psykiatere har gjort rask.

Det gælder også for de HPV-bivirkningsramte, som gennem regionernes og Sundhedsstyrelsens projekt ”En indgang” kanaliseres over i psykiatrien og får diagnosen funktionelle lidelser, hvor de tilbydes lidt psykologhjælp, men hvor man reelt ikke kan eller vil hjælpe pigerne og kvinderne med deres bivirkninger. Mange af dem bliver da også meget vrede over at få tildelt en psykiatrisk diagnose, som kan skade dem resten af livet, i stedet for at få reel hjælp.

Hvorfor tror du, at politikerne ikke griber ind, når diagnosen ikke er godkendt af WHO, og der er manglende uvildig evidens for at diagnosen overhovedet findes, og at behandlingen kan helbrede disse mange syge mennesker?
Jeg tror politikerne undlader at gribe ind mest af uvidenhed, dernæst fordi de har så meget andet at se til eller af dovenskab. Politikere burde tage WHOs diagnose-koder alvorligt, idet Danmark har ratificeret og implementeret WHO`s ICD-10 klassifikationssystem og dermed er forpligtet til at følge ICD10`s diagnostiske retningslinjer.

I ICD-10 udgaven fra 2016 står funktionelle lidelser under ”somatoform disorders” med koden F45, som hører til i den psykiske ’afdeling’. Men der er en væsentlig forskel på WHO-udgaven af funktionelle lidelser og Forskningsklinikkens udgave, idet WHOs udgave indeholder eksempler som neglebidning, sutning på tommelfinger og hårudrivning, mens Forskningsklinikkens udgave har indlemmet fysiske sygdomme som whiplash (nakkeskader), irritabel tarm, (mavesmerter), ME (myalgic encephalomyelitis)(udmattelse), fibromyalgi (smerter), og duft og kemikalie overfølsomhed. Og den transformation af diagnosen undlader politikerne desværre at gribe ind overfor.

Men der bør gribes ind overfor psykiatriske behandlinger af fysisk sygdom, for der er ingen helbredelsesmæssig effekt, og patienterne oplever det som et overgreb at blive sendt til psykiater med fysiske sygdomme.

Hvorfor tror du, at der ikke er flere fagfolk, der er kritiske over for funktionelle lidelser?
Der er i lægeverdenen en udbredt holdning om, at man skal være kollegial, og man holder hellere sin mund lukket end at deltage i åbne debatter, hvor søgelyset også kan risikere at falde på en selv. Man har jo også set, at læger, der vil noget andet end konsensus, risikerer at blive kaldt til møder hos Sundhedsstyrelsen, at blive fyret fra offentlige poster eller risikerer at blive udsat for lignende ubehageligheder.

Hvad ser du som de største problemer for patienter, som får en funktionel lidelse diagnose?
De største problemer for patienterne er helt afgjort, at de ingen hjælp får. De får tilbudt en gang mindfulness, kognitiv terapi, fysisk træning eller psykofarmaka, og det hjælper ikke på fysisk sygdom. Patienterne bliver holdt for nar, og psykiaterne har lavet sig en levevej, hvor patienterne kommer i en lind strøm henvist fra jobcentrene, som benytter diagnosen til at trække borgernes sager i langdrag. Jobcentrene benytter diagnosen som parkeringsplads for syge medborgere, som man ikke vil bevilge f.eks. førtidspension, for der er jo altid behandlingsmuligheder i psykiatrien, når de fysiske behandlingsmuligheder er udtømte.

Hvad er dine bedste råd, hvis man som patient får af vide, at man har en funktionel lidelse?
Protester og klag. Man skal ikke finde sig i det. Mange læger er bange for ’støj’, og vil måske trække diagnosen tilbage, hvis patienten vil klage over det. Patienten er ikke tjent med at have sådan en diagnose i sin journal, idet efterfølgende læger, som kikker i journalen vil tænke, at den person har et psykisk problem, og at alle vedkommendes problemer findes i ’mellem ørerne’, hvorefter de eventuelle optimale fysisk undersøgelser så ikke sættes i gang, og det er præcis det, som de funktionelle lidelser er opfundet til, nemlig at spare sygehusvæsenet for dyre undersøgelser. Men hvad har vi så et sundhedsvæsen til, hvis man ikke kan blive undersøgt for sine fysiske sygdomme?

På BetterWing har vi gennemgået alle de videnskabelige artikler, som Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser henviser til på deres hjemmeside som solid evidens. Vi har oversat artiklernes indledning og konklusion til dansk, og organiseret dem efter hvilken diagnose/emne artiklen omhandler. Du kan se dokumentet her, og se hvilken evidens der ligger til grund for, at din sygdom skulle være en funktionel lidelse – Funktionelle lidelser videnskabelig evidens

Vi er meget glade for, at du læser med på vores blog. Hvis du løbende vil informeres, om hvad der sker på bloggen så meld dig til vores nyhedsbrev.

Dette indlæg er lavet af Kasper Valentin.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

3 tanker om "Funktionelle lidelser – en farlig modediagnose?"

  1. blog indlægget starter ud med dette
    ” Ifølge flere fagkyndige er evidensen for funktionelle lidelser begrænset.”

    Hvilke fagpersoner? Andre læger ? Gerne kildehenvisning

  2. Efter Sundhedsstyrelsens fratagelse af Læge Stig Gerdes autorisation, står et enkelt spørgsmål bøjet i neon: Hvordan kan en statsstyrelse udøve så megen magt og samtidig have så mange sløsede skandalesager fejet under gulvtæppet. Stig Gerdes benytter udtrykket “modediagnose” i sin artikel, der uvilkårligt associerer til de betændte sager omkring dekadente og arrogante psykiatere, som (upåtalt af sundhedsstyrelsen) systematisk har fejlbehandlet, fejldiagnosticeret og fejlmedicineret sine henviste patienter. Eksempelvis havde pykiateren Piet Casier, 5 gange fået alvorlig kritik fra sundhedsvæsenets diciplinærnævn, uden at sundhedsstyrelsen overvejede tilsynspligt med psykiateren, som blev flittigt brugt i kommunernes udredning af arbejdsledige syge borgere. En forespørgsel til ledende embedslæge i sundhedsstyrelsen Henrik L. Hansen udløste følgende udtalelse: ” Endelig autorisationsfratagelse er en domstolsafgørelse og kræver en betydelig dokumentation for, at kravene for opretholdelse af autorisation ikke er opfyldt. Et antal kritiske sager er ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag” … Kan den brede befolkning have tillid til sundhedsstyrelsens mål, at fremme folkesundheden og beskytte den enkelte borger imod overgreb fra lægelige autoriteter og private interesser ? Hører tilsynet med sundhedsstyrelsen under Etisk råd, eller har de ligeledes fusioneret med erhvervspolitiske interesser og afblæst folkestyret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *