Interview med Jacob Gliese omkring løb

Interview med Jacob Gliese omkring løb. Vi har stillet spørgsmålene, Jacob har svaret.

BetterWing bringer her et interview med en af vores fantastiske ambassadører, tidligere eliteløber og dansk mester i 800-meterløb, Jacob Hyldgaard Gliese.
Da foråret er over os, og mange begynder at løbe på denne årstid, hvad er så mere oplagt end at spørge en løbeekspert om hvordan man kommer bedst fra start, og ikke mindst hvordan man undgår skader?

Læs interviewet herunder og få Jacobs bedste løberåd.

Hvorfor begyndte du selv at løbe?

Det hele startede i 1991. Jeg havde spillet badminton i mange år, og følte ikke rigtig jeg nåede det niveau jeg godt ville være på. Så jeg kiggede meget på de danske topspilleres træningsmetoder, og prøvede at kopiere dem. Bl.a. øvelsen hvor man træner opsamlinger med en squash-ketcher i stedet for en badmintonketcher (den er væsentlig tungere, og dermed opnår man en form for funktionel styrketræning). Problemet var bare, at jeg overdrev det i vildskab, hvilket resulterede i en ret slem ’golfalbue’ som gjorde at jeg slet ikke kunne holde på en badmintonketcher i et halvt år. For at holde formen ved lige begyndte jeg at løbe, og i december 1991 meldte jeg mig ind i Sparta, som har været min klub lige siden. 1998 blev jeg Dansk Mester på 800m, samt debuterede på det danske landshold, også på 800m.

Jacob Gliese

Jacob Hyldgaard Gliese i dag

Hvorfor er det godt at løbe?

Frihedsgraden, og det at man ikke er afhængig af nogen eller noget. Den ’osteklokke’ jeg befinder mig i når jeg løber, samt det fysiske og mentale frikvarter jeg får når jeg løber, giver mig den optimale opladning og afstresning, og gør mig til en bedre version af mig selv.

Hvad er de typiske løbeskader?

Det er overbelastnings-skader i knæ, skinneben og achillessener.

Hvad skal man specielt passe på først på sæsonen?

I min verden er løb jo en helårssport. Jeg løber 350 dage om året. Jeg synes det er vigtigt at man holder sig i form hele året igennem. Desuden er der noget helt specielt ved at løbe i al slags vejr. Og her er vi jo ’heldige’ i Danmark, at vi oplever det meste.

Men når man starter op efter vinterhi, skade eller bare vinter-sløvhed, så er det vigtigt ikke at gå for hurtigt i gang. Men må respektere at det ikke kun er lungerne og hjertet der skal stille og roligt i gang, men også hele bevægeapparatet (sener, muskler, led, brusk, etc.).

Hvordan forebygger man løbeskader?

Et par ordentlige løbesko er det vigtigste, samt ikke at gå for hurtigt i gang, enten i en opstartsfase eller efter en skade/sygdom. Derudover at ha’ styr på sin løbeteknik, så man ikke lander på en for belastende måde. En tommelfingerregel er: Man må øge enten distance eller hastighed, ikke begge ting samtidig. Og så cirka 10% øgning pr. uge (hvis alt forløber som det skal).

Hvad gør man, hvis man får en løbeskade?

Der er forskel på den ’gode’ løbeskade og den ’dårlige’ løbeskade. Den ’gode’ løbeskade er den, hvor man får ondt et eller andet sted mens man løber, men det bliver ikke rigtig værre i løbet af turen. Bagefter er man øm/har ondt, men smerterne er væk igen senere eller dagen efter. Den ’dårlig’ løbeskade er den, hvor man har ondt inden man løber eller får ondt under sin løbetur og får mere og mere ondt på turen. I nogle tilfælde får man så ondt at man må stoppe. Den ’gode’ løbeskade’ skal man holde øje med, men kan godt træne videre med måde. Den ’dårlige’ løbeskade skal man reagere på med det samme, holde pause og starte et behandlingsforløb, evt. hos en fysioterapeut, osteopat eller anden slags behandler.

Er der nogle tidspunkter, der er bedre at løbe på end andre?

Det er meget individuelt. Sådan lidt friskt sagt, så er kroppen nogle timer om at vågne. Det betyder at det er hårdere at løbe om morgenen end om eftermiddagen. Man ser tydeligt, at hvis man løber samme tur med samme belastningsgrad hhv. tidligt om morgenen og senere på dagen, så løber man hurtigere på den ’sene’ tur. Til gengæld er der noget fantastisk i at løbe tidligt om morgenen, løbe i en mennesketom verden, se solen stå op, være med til at ’vække’ byen. Har man et storby-marathon som mål, hvor man ved starten går kl. 09.00 eller 10.00, er det vigtigt at få trænet at løbe på det tidspunkt.

Jacob løber hele året rundt og gerne i naturen

Jacob løber hele året rundt og gerne i naturen (Fotokreditering  Aktiv Træning)

Skal man have speciale sko til løb, eller kan man bare bruge de kondisko man har liggende?

Det er altid en rigtig god idé at få tjekket sin løbestil og den måde man løber på. Det er meget individuelt, hvilken løbesko der er bedst til den enkelte. Man kan ikke generalisere mere, som man ellers mente man kunne for 10-12 år siden. Løbesko-markedet er en jungle, og mange flere løbe-begreber er kommet til. Så mit bedste råd er klart, at få foretaget en løbestilsanalyse i en kompetent forretning, eller klinik, og prøv forskellige løbesko-mærker, løbesko-typer og modeller, inden beslutningen bliver taget. Og hvis man løber mere end 2-3 gange om ugen, vil jeg klart anbefale at ha’ gang i 2 par løbesko samtidigt. Ikke helt samme model, da det er godt at stimulere bevægeapparatet lidt forskelligt på sine løbeture, da løb jo er en meget ensartet bevægelse.

Skal man følge en bestemt løbeplan, eller kan man bare løbe som man vil?

Der findes jo mange forskellige løbe-typer, men for at simplificere dem, så findes der dem hvor det er vigtigt at de har en løbeplan for at motivere sig selv, og i det hele taget få løbet (der ligger en hvis forpligtelse i at ha’ committet sig til en løbeplan). Og så findes der dem hvor det ikke er et problem at komme ud at løbe, uden løbeplan og løbe-buddies.

Hvordan kan man motivere sig selv til at løbe, selvom det er hårdt og man ikke har lyst?

Man skal altid huske på den fantastiske følelse man har i kroppen, når man HAR løbet, udfra devisen: ”Man fortryder aldrig en løbetur, men man fortryder hvis man ikke får løbet” Andre motivationsfaktorer kan være: Et løbeprogram, et mål (motionsløb), en løbemakker man laver løbeaftaler med, en lille gave til sig selv når man har fulgt træningen en måned, etc.

Hvad er dine 5 bedste løbe råd?

Kom stille og roligt i gang.

Nyd hver eneste løbetur, evt. ved at undgå at ha’ ur på i starten.

Køb et par ordentlige løbesko.

Få styr på din løbeteknik, så du lander mindst belastende.

Aftal med familien, hvilke dage du løber, så det ikke generer familie idyllen (især på ferier).

 

Vi er rigtigt glade for, at du læser vores blog. Hvis du løbende vil informeres, om hvad der sker på bloggen så meld dig til her, det vil gøre os rigtigt glade.

Dette blogindlæg er lavet af Kasper Valentin.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *