Interview med Kenny Bagge omkring behandling af fysiske skader og smerter

I dette BetterWing interview med Kenny Bagge fra aTreatMeant4you, der bl.a. omhandler behandling af fysiske skader og smerter, vil du blive klogere på behandlingsformerne strukturel integration, kranio sakral terapi, bindevævsmassage og organmassage, samt hvad man kan bruge dem til, når de kombineres.

Hvorfor har du valgt at arbejde med behandling?

Da jeg var otte år gammel, blev jeg inspireret af en film. Kort fortalt, handlede den om en lille pige, der dyrkede kampsport og kom til skade, hvorefter hendes træner kom hende til undsætning og behandlede hende på stedet. Det syntes jeg dengang var rigtig sejt, og siden da ville jeg lære at behandle skader.
Jeg har fundet det både spændende, men også vigtigt at hjælpe så mange mennesker, som muligt. Jeg påbegyndte min uddannelse i en tidlig alder og var så heldig at have Stanley Rosenberg, én af Danmarks førende behandlere, som min personlige mentor. I løbet af min uddannelse lærte jeg ufatteligt meget og blev mere og mere motiveret for at komme i gang med at behandle.

Efter 14 år som behandler elsker jeg stadig mit arbejde.

Kenny Bagge fra aTreatMent4You

Kenny Bagge, aTreatMeant4You

Hvilke behandlingsformer arbejder du mest med?

Hovedsagligt benytter jeg Strukturel Integration, som er en behandlingsteknik, der frigører spændinger i kroppen, øger mobilitet, styrke og smidighed. Men oftest bruger jeg en kombination af flere behandlingsteknikker. Det, der er vigtigst for mig er ikke selve behandlingen, men resultatet – så derfor kombinerer jeg fx organmassage, kranio sakral terapi, bindevævsmassage med flere. Dét, får den enkelte kunde meget mere ud af.

Hvilke typer kunder kommer typisk til din klinik?

Hos os har vi ikke én specifik kundegruppe. Der kommer kunder i alle aldre, fra få dage gamle babyer til 98-årige og det er både mænd og kvinder.
Folk kommer, hvis de har ondt, uanset om de er sportsudøvere eller ej. Helt almindelige mennesker fra alle samfundslag. Det kan være pædagogen, som løfter mange børn og belaster ryggen. Det kan være kasseekspedienten, der sidder i lang tid af gangen og laver den samme bevægelse når varerne skal scannes, eller det kan være forretningsmanden, der sidder på kontor hele dagen og arbejder ved computeren.

Uanset hvilke fag man arbejder inden for, eller hvilket liv man i det hele taget fører, så vil der altid komme spændinger i kroppen, som på sigt vil munde ud i problematikker, såsom rygsmerter, nakke og skulderspændinger – og dermed også fx hovedpine. Alt for mange mennesker går i dagens Danmark rundt med fysiske skader og smerter, som påvirker livskvaliteten, men i virkeligheden er de fleste problematikker rent faktisk til at løse med den rigtige behandling – oftest nemt, smertefrit og hurtigt. Det er én af de ting, som overrasker vores ”førstegangs-kunder” rigtig meget. De bliver begejstret for at være smertefri, men samtidig lidt ærgerlige over at de ikke har gjort noget ved problemet noget før.

Det er aldrig for sent at blive smertefri og øge livskvaliteten. Hellere få det gjort i dag end i morgen – Det har kroppen fortjent.

Hvordan efteruddanner du dig?

Som behandler, synes jeg, det er vigtigt at uddanne sig hele livet igennem og tilstræbe at blive bedre, så man dermed kan hjælpe sine kunder mest muligt. Derfor søger jeg hele tiden ny viden ved at deltage i kurser, seminarer, foredrag osv. Det kan hjælpe mig med at hjælpe vores kunder.

Men jeg synes også, det er vigtigt at videregive denne viden, og dele alle de fantastiske værktøjer og redskaber jeg har, både til kommende behandlere og til helt almindelige mennesker, der gerne vil vide mere om behandling eller ønsker at videreudvikle deres egne kompetencer inden for behandling. Alle kan lære disse teknikker, som vi benytter i vores klinik, og jeg glæder mig derfor rigtig meget til efteråret, hvor vores kursus i Bindevævsmassage bliver skudt i gang. Det er et kursus for alle, der er interesseret i at lære om at behandle spændinger i kroppen, på en nem og simpel måde. Jo flere hænder, desto færre smerter, for at sige det lige ud.

Vi ønsker at uddanne dygtige behandlere, for det er der et stort behov for, så jeg håber ikke at de mennesker, der sidder derude med et ”behandler-hjerte” tøver med at tilmelde sig vores kurser.

Er du i netværk med andre behandlere?

Ja, jeg benytter mit netværk af kollegaer og andre behandlere til at sparre med. Det er rart at kunne dele sine erfaringer og udfordringer med sine kollegaer.

Hvordan opdagede du BetterWing?

Vores klinik var en del af SearchCare, før det blev til BetterWing, så vi har været med fra starten. Det er en god måde at blive set og hørt som behandler. Det er også en god måde for vores kunder, at finde akkurat dén behandler, som de har brug for. Derudover er det, for os, inspirerende og spændende at læse om andre typer behandling end vores egne.

Arbejder du i forløb i forhold til dine klienter?

Jeg tilstræber at hjælpe mine kunder, første gang de kommer, men ofte kommer der kunder, der har flere problemer og skavanker på én gang. Det kan for eksempel være hovedpine, ondt i hoften, rygsmerter og skulderskader. I sådanne tilfælde benytter jeg et forløb på 11 sessioner, med Strukturel Integration, som jeg nævnte tidligere. Her starter vi med at tage billeder af kunden og kigger på kroppens holdning med henblik på at rette kroppen op og frigøre den for spændinger.

Og så går vi ellers bare i gang og arbejder med kroppens forskellige dele under dette forløb. Til slut tager vi ”efter-billeder”, som viser markante ændringer i kropsholdningen. Dette forløb kan både tages over en kort eller lang periode. Det er op til kunden selv, om han eller hun vil igennem forløbet på 11 uger eller på 11 måneder. Vi rådgiver og guider vores kunder under forløbet og når sammen frem til en måde, der passer den enkelte person bedst muligt.

Hvilke problemer har de klienter, der kommer til dig typisk?

Det kommer an på hvilken målgruppe vi taler om. Rigtig mange, hvis ikke alle danskere, døjer på et eller andet tidspunkt i deres liv med rygsmerter. Det kan være i forbindelse med en graviditet, en flytning, en uheldig bevægelse, ja selv helt almindeligt havearbejde. Når man fx har ondt i ryggen, pludselige jag eller hold i ryggen, er det kroppens måde at sige ” Hov, stop – hertil og ikke længere! ”

Det er som oftest spændinger eller overbelastninger, som der ikke er blevet taget hånd om i tide. Det betyder ikke, at det ikke kan afhjælpes, men at det nok kommer til at foregå over et par behandlinger. Har man ondt i ryggen, vil man uundgåeligt overbelaste andre dele af kroppen, både bevidst og ubevidst, fordi kroppen benytter alle ressourcerne på at bekæmpe smerterne i ryggen.

Et andet eksempel kan være, hvis man har ondt i anklen. Så forsøger man at gå så forsigtigt og nænsomt som muligt for ikke at overbelaste denne. Men det kan gå ud over knæet og senere hoften og igen rygsøjlen. Det er faktisk en kropslig domino-effekt, der er tale om her.

Når vi taler om vores yngste målgruppe, nemlig babyer, er der utroligt mange, der lider af kolik. Det er en voldsom mavepine, som er til stor frustration og ubehag for både babyen og dennes forældre. Det er ikke sjovt at stå som hjælpeløs forældre med et utrøsteligt barn, der har grædt uafbrudt i flere timer. Men heldigvis kan denne mavepine rent faktisk afhjælpes med både kranio-sakral terapi og organmassage.

Derudover er der rigtig mange mennesker, der lider af hovedpine, og uhyggeligt mange af disse er børn og unge. Mange er desværre også vokset op i en verden, hvor det er naturligt at tage en hovedpinepille, når man har ondt i hovedet.

Det synes jeg både er synd og skræmmende – for selv om der kan være mange faktorer, der spiller ind, såsom dårlig indeklima, for lidt væske, usunde madvaner osv. så er det oftest en spænding i nakken og skuldrene, der giver hovedpine, og dette kan afhjælpes uden brug af medicin og som regel med kun én behandling.

Det er, blandt andet, derfor at vi gerne vil dele vores viden og erfaringer med så mange som muligt. De fleste gener kan faktisk afhjælpes, nemt og hurtigt. Det kan på mange virke lidt ”hokus pokus-agtigt”, når en behandler bruger ordene ”nemt og hurtigt” i én og samme sætning, men faktum er, at der er videnskabelig evidens for at vores behandlingsteknikker, rent faktisk virker.

Har du et godt råd til andre vedr. sundhed?

Jeg har mange gode råd, men det jeg oftest fortæller mine kunder er, at de skal tage sig bedre af deres krop.

Man kan sammenligne det med bilen hjemme i garagen. Den skal til tjek og vedligeholdes et par gange om året – og sådan burde man også se på kroppen. Din krop har brug for et eftersyn og skal tjekkes igennem løbende. På den måde kan man forebygge rigtig mange problemstillinger og i stedet tage det i opløbet.

Men kroppen handler jo ikke kun om dens anatomi – knogler, sener, bindevæv osv., men også om hvilken type brændstof den får. Vi hjælper mange af vores kunder både med kost og ernæringsvejledning såvel som træningsprogrammer. Jeg synes, det hele hænger sammen – Det ene kan ikke fungere uden det andet.

Det er vigtigt at passe på og vedligeholde hele kroppen hele livet igennem. Hos os tror vi på at krop, sind og sjæl hænger sammen, og passer man godt på den fysiske del, følger den mentale og følelsesmæssige del som regel med.

1000 tak fordi du læste med, du kan læse mere om klinikken her – aTreatmeant4you på BetterWing

Hvis du vil følge med i andre indlæg på bloggen, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.

Dette blogindlæg er forfattet af Jesper Holme.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *