Interview med Nina Staffeldt omkring jin shin jyutsu

Jin shin jyutsu kan måske bedst betegnes som en blid akupressurteknik, og i dette interview fortæller Nina Staffeldt om hendes møde med jin shin jyutsu, hvordan den helbredte hende, og hvordan hun selv blev en af Danmarks første Jin shin jyutsu behandlere.

Hvorfor blev du behandler?

Det kom faktisk nærmest bag på mig – kort fortalt skyldes det, at jeg ikke kunne lade være!

For 5-6 år siden fik jeg en bog om jin shin jyutsu i hænderne. Jin shin jyutsu-akupressur kan benyttes både i behandling og til selvbehandling, og øvelserne i bogen gav en overraskende god bedring til de massive søvnproblemer, jeg havde haft igennem længere tid, og som hverken lægerne eller anden alternativ behandling havde kunnet få bugt med.

Da jeg kort tid senere løb ind i nogle smertefulde og ubehagelige underlivscyster var dommen, at jeg skulle opereres. Et års tid forinden havde jeg gennemgået en stor operation, så jeg var ikke meget for atter at komme under kniven, og fik derfor gennem en veninde kontakt til en af Tysklands fremmeste jin shin jyutsu-behandlere. Hun satte et behandlingsprogram sammen til mig med en række øvelser, jeg skulle udføre dagligt, og i løbet af tre måneder trykkede jeg mig selv rask og fuldstændig cyste-fri.

Gynækologen måbede og droppede indstillingen til operation, og jeg var efterhånden blevet overbevist om at have fat i noget ganske særligt. Jeg tog derfor beslutningen om at lære alt hvad jeg kunne om jin shin jyutsu og var så heldig at blive optaget som elev hos den dygtige tyske behandler – ‘the rest is history’, kan man sige.

Jin shin jyutsu-behandler Nina Staffeldt

Jin shin jyutsu-behandler Nina Staffeldt

 

Hvorfor valgte du at arbejde med jin shin jyutsu?

Jeg er cand.mag. i pædagogik og har sideløbende med mine stillinger i staten siden 1995 beskæftiget mig med psykomotorisk terapi og stresshåndtering og er uddannet mindfulness-underviser.

I 2011 begyndte jeg for alvor at studere og arbejde intensivt med jin shin jyutsu.

Jin shin jyutsu er en udbredt behandlingsform i Japan, hvor den indgår i den almindelige lægeuddannelse, samt i hele den angelsaksiske verden og resten af Europa, herunder Tyskland, hvor det er kæmpestort. Ikke mindst i USA nyder jin shin jyutsu stor anerkendelse, herunder som supplement til hospitaltsbehandling inden for traditionel vestlig lægevidenskab

De gode resultater, som jeg i starten oplevede med jin shin jyutsu, talte for sig selv – og da behandlingsformen er stort set ukendt i Danmark, besluttede jeg mig for at gøre mit bedste for at udbrede viden om jin shin jyutsu og selv blive behandler.

Kan du forklare lidt mere om jin shin jyutsu?

Jin shin jyutsu (som udtales djin sjin djitsu) er en effektiv, blid akupressurteknik, der genopretter kroppens balance ved hjælp af lette, rolige tryk på kroppens meridianpunkter.

Jin shin jyutsu har samme rødder i asiatisk medicin som akupunktur. Begge behandlingsformer er baseret på at genskabe balance i den energi, som bevæger sig gennem kroppen i et system, der samordnes af bestemte forløb, kaldet meridianstrømme.

Udgangspunktet er, at mennesket gennemkrydses af et tæt ’gitter’ af disse meridianstrømme, ved hvis hjælp kroppens funktioner understøttes og reguleres.
Kineserne anvendte tidligt denne viden til at udvikle akupunkturen, mens japanerne fortsatte med at udvikle og raffinere akupressuren og dermed arbejdet med hænderne. Det har den store fordel, at man også selv kan anvende teknikken, og gennem vejledning fra sin behandler medvirke til sin egen helbredelse.

Hvilke slags kunder har du typisk?

Alle kan have glæde af jin shin jyutsu, men oftest er mine klienter voksne med et helbredsproblem, som lægen eller anden alternativ behandling ikke har kunnet få skovlen under.

Jeg har klienter med stress, andre har problemer med overgangsalderen, hvilket kan være hedeture, kraftige menstruationer mm, ligesom atter andre har søvnbesvær, høfeber, bihulebetændelse, eksamensangst eller andet – rigtig meget kan afhjælpes med jin shin jyutsu.

Hvilke slags behandlinger arbejder du oftes med?

Som jin shin jytusu-behandler og underviser har jeg fokus på det hele menneske. I asiatisk medicin skelner man ikke mellem psyke og krop, hvorfor min mangeårige pædagogiske og psykologiske indsigt også spiller positivt med ind i en behandlingssituation.

Jeg arbejder med en bred vifte af forskellige former for ubalancer og sygdomme. Felter, jeg har særlig kompetence i, er søvnbesvær og ’kvindeproblemer’ som f.eks. cyster i underlivet, hormonelle ubalancer, overgangsaldersymptomer mm. I den forbindelse er nedsat sexlyst hos kvinder også noget jin shin jytusu ofte med fordel kan afhjælpe.

Også ved stresshåndtering samt til efterbehandling af de ofte kraftige ’stress-agtige’ eller angstlignende symptomer og reaktioner, som opstår efter større operationer, f.eks. efter en organoperation eller efter et trafikuheld, er jin shin jytusu effektivt, det har jeg også gode erfaringer med.

Hvordan ser en “normal” dag ud for dig?

Der er faktisk ikke ret mange normale dage – alle mennesker og behandlingsbehov er forskellige og derfor er min tilgang til hver person individuel.

Ens for alle er dog, at man møder i klinikken på Frederiksberg: Et dejligt lyst og roligt sted, hvor der også er andre behandlere, bl.a. en kranio-sakralterapeut og en psykolog, som jeg kan sparre fagligt med.

En behandling varer knap en time, og man ligger fuldt påklædt på en briks, evt. med et let tæppe henover sig. Første gang sætter jeg cirka en halv time yderligere af til at drøfte de udfordringer og problemer, som personen har, og på den baggrund sammensætte et behandlingsprogram.

Jeg behandler ved at lægge fingrene på bestemte meridianpunkter. Der er tale om en rolig og let berøring, hvor jeg får kontakt til klientens meridianpunkter, hvilket sætter kroppen i gang med at arbejde og afbalance sig selv. Man kan sige, at mine hænder fungerer lidt som startkablerne mellem to bilers batterier.

Efter en behandling føler man sig i reglen godt afslappet og veltilpas.

Hvordan efteruddanner du dig?

Jeg deltager løbende på kurser og seminarer i Tyskland hos min lærermester, som er en ældre dame, der selv er uddannet af Mary Burmeister – den japansk-amerikanske kvinde, der i 1950´erne bragte jin shin jyutsu til USA og senenere til resten af Vesten.

Derudover er jeg del af et lille tysk behandlernetværk af jin shin jyutsu-praktikere, og her udveksler vi gode råd og erfaringer, hvilket er uvurderligt da området er så lille i Danmark.

Hvad er dit bedste råd vedr. behandling?

Hvis du har et helbredsproblem, du ikke kan få løst, så prøv med jin shin jyutsu: Det er en blid behandlingsform, som ikke kan skade på nogen måde, og heller ikke indgriber i andre behandlinger. Jin shin jyutsu kan derfor både stå for sig selv eller supplere anden behandling.

Du kan både modtage behandling og give dig selv behandling – og det er hverken svært eller indviklet at lære at bruge selv. Kig gerne forbi min hjemmeside www.jin-shin-jyutsu.dk, hvor der er meget mere information.

Hvis du vil læse mere om Nina, kan du se Nina’s BetterWing profil her.

Vi er rigtigt glade for at du læste med på vores blog, hvis du løbende vil følge med i hvad vi bringer på bloggen, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

Dette blogindlæg er forfattet af Jesper Holme.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *