Overraskende fund af mulig synder ved for tidlig fødsel

Forskere har afsløret en overraskende mulig udløsende faktor for nogle præmature fødsler: opbygning af calcium i livmoderen, svarende til den slags, der giver åreforkalkning eller forårsager nyresten.

Forskere fra Ohio studerede mere end 100 gravide kvinder og fandt, at når en gravid kvinde oplever for tidlig vandafgang, synes synderen at være unormale kalkaflejringer, der får den ellers elastiske fosterhinde til at briste.

Det er en lille undersøgelse, og der er behov for mere forskning for at bevise, om forkalkning virkelig står bag denne forbløffende form for for tidlig fødsel og i så fald, hvad man skal gøre ved det. Men forskningen, der blev bragt i Science Translational Medicine, nævner muligheden for at undersøge interventioner.

“At have en ny potentiel mekanisme for nogle tilfælde af for tidlig fødsel er ganske spændende,” siger Dr. Edward McCabe, leder ved March of Dimes.

For tidlig fødsel – at blive født før 37 uger af graviditeten – kan forårsage livslange sundhedsproblemer, og børn der fødes meget tidligt kan dø. Nogle gange er der en indlysende årsag til for tidlig fødsel, såsom en infektion. Men det meste af tiden kan lægerne ikke forklare, hvad der udløser for tidlig fødsel hos en ellers sund gravid kvinde.

Dr. Irina Buhimschi fra Nationwide Children’s Hospital tog et nærmere kig på noget, hun fandt interessant: forkalkning er ofte blevet spottet i moderkager efter fødslen – både hos for tidligt fødte og hos børn, der blev født til tiden – og ingen ved hvorfor.

Men abnorm forkalkning er velkendt for at spille en rolle ved en række lidelser. Klynger af mineraler (calciprotein partikler), som flyder i blodet kan deponeres i blødt væv i stedet for skelettet, hvilket fører til problemer som åreforkalkning eller nyresten.

Kunne denne proces også gå galt ved for tidlig fødsel? Buhimschis team fandt højere koncentrationer af calcium-holdige aflejringer i fosterhinden, når en mors vand gik tidligt end ved fuldbårne fødsler eller andre typer af for tidlige fødsler.

Forskerholdet fandt også, at fostervand kan producere calciprotein partikler – og at væsken også indeholder lavere niveauer af et protein ved navn fetuin-A, der har til opgave at holde disse aflejringer fra at blive ført til det forkerte sted, såsom fosterhinden. Laboratorieforsøg fandt, at disse aflejringer førte til mindre fleksible fosterhinder.

“Vi har vist, at dannelsen af disse partikler i fostervandet er usundt, og vi har brug for at holde det i skak,” siger Buhimschi.

Ved test af moderens blod blev der ikke afsløret nogen indikation på, at der var noget i gære. Buhimschi fortæller, at problemet kan begrænses til kun at være i fostervandet – hvis fosterets egne organer simpelthen ikke producerer nok fetuin-A for at beskytte sig selv. Men at afdække risiko-graviditeter ville være problematisk, fordi test af fostervand er risikabelt.

Det er en plausibel teori, men den kliniske relevans af dette fund mangler stadig at blive udforsket, siger Dr. Catherine Spong, en specialist i fødsler med høj risiko ved National Institute of Child Health and Human Development.

Kilde:
http://www.foxnews.com

Vi er meget glade for, at du læser med på vores blog. Hvis du løbende vil informeres, om hvad der sker på bloggen så meld dig til vores nyhedsbrev.

Dette indlæg er lavet af Kasper Valentin.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *